-
Skyderi på Frederiksberg vækker bekymring for bestilte attentatmænd fra Sverige. Gerningsmand flygtede med shawarmakok i hælene
ソース: BDK Borsnyt / 06 8 2024 12:27:23 America/Chicago
Mandag eftermiddag omkring klokken 17.38 kom en ung mand iført sorte solbriller og sort tøj gående på Falkoner Allé. Han stoppede foran Calisto Smykker godt 50 meter nede ad gaden fra Frederiksberg Centret og åbnede døren. Så affyrede han seks skud ind i butikken, hvoraf ét ramte en 18-årig mand. Fra den anden side af gaden så en ansat i Den Grønne Shawarma det hele ske. Den velvoksne mand, Mohammed Fares, satte i løb efter gerningsmanden. I situationen tænkte han ikke over sin egen sikkerhed. »Jeg kommer fra krigens land, Syrien. Jeg har set bomber falde fra flyvemaskiner, så derfor var jeg ikke bange for en dreng med en pistol,« siger Fares. »Men jeg fangede ham ikke,« tilføjer han til Berlingske dagen derpå. Det gjorde dog tilsyneladende Københavns Politi. Sidst på dagen mandag pågreb betjente en kun 17-årig mand fra Sverige ikke langt fra gerningsstedet. Mandagens skyderi er ifølge National enhed Særlig Kriminalitet det seneste eksempel på en bølge, hvor ofte mindreårige mænd i Sverige bliver hyret af danske kriminelle til likvideringer. Samtidig er skyderiet endnu et udtryk for, at Sveriges bandeproblemer har nået et sådant omfang, at voldsomme ydelser eksporteres til Danmark, påpeger kriminolog ved Lunds Universitet. Store børn, som skyder Det var tiende gang på kun fire måneder, at en formodet gerningsmand fra Sverige er anholdt i forbindelse med skyderi eller våbenbesiddelse i Danmark. Syv af de ti har været under 18 år. Foruden gårsdagens episode drejer det sig om følgende sager, som Ekstra Bladet har samlet i en udførlig liste: 16. april blev en 15-årig etnisk svensk dreng pågrebet på en elcykel med to pistoler, som han ifølge politiets mistanke skulle bruge til at skyde mod medlemmer af rockerklubben Comanches i Brøndby. 23. april blev en 16-årig etnisk svensk dreng anholdt i lufthavnen bevæbnet med en pistol, efter han ligeledes angiveligt havde befundet sig i Brøndby nær Comanches-klubhuset. 25. april blev en 16-årig etnisk svensk dreng anholdt mellem Hovedbanegården og Nørreport i København, hvor han angiveligt forsøgte at anskaffe sig skydevåben. 29. april forsøgte en 17-årig svensk-somalier bevæbnet med en pistol angiveligt at dræbe en person i en frisørforretning på indre Nørrebro. Han blev efterfølgende anholdt i Sverige, skriver Ekstra Bladet. Ifølge avisen knyttes episoden til en konflikt mellem Hells Angels og den forbudte bande, Loyal to Familia. 31. juli blev en anden 17-årig svensk-somalier anholdt i Kolding under mistanke for drabsforsøg, efter han ifølge sigtelsen angiveligt skød en mand i benet om formiddagen på en adresse i Kolding. Samme aften, 31. juli, på Blågårds Plads i København blev der affyret skud, og en 16-årig etnisk svensker blev anholdt på Åboulevarden i besiddelse af en pistol. Dertil kommer to sager, hvor de formodede gerningspersoner fra Sverige er over 18 år gamle. 10. juli blev en 19-årig og en 31-årig svensker anholdt på Amager bevæbnet med pistoler. Og 12. juli blev en 19-årig mand fra Sverige anholdt ligeledes på Amager med en pistol og ammunition. I alt er der altså tale om ti personer fra Sverige fordelt på ni sager. Over 200.000 kroner for et attentat De mange episoder med unge svenske mænd tegner et mønster, forklarer Torben Svarrer. Ifølge den ledende politiinspektør i National enhed for Særlig Kriminalitet (NSK) ligger der »uoverensstemmelser i kriminelle miljøer bag«, som eksempelvis kan udspringe af såkaldte rulleforretninger; altså situationer, hvor kriminelle røver andre kriminelle. »Det handler tilsyneladende om stoffer, som er forsvundet. Nogen har taget dem. Andre har mistet dem,« siger Torben Svarrer. Svenske medier og Ekstra Bladet har denne sommer beskrevet, hvordan den svenske bandevold har spredt sig til København. Og at den dansk rockerklub, Comanches, er havnet i en konflikt med et netværk, som kobles til en central aktører i den svenske bandekrig, Ismail Abdo – kaldet »Jordbærret«. Men ifølge Torben Svarrer handler det ikke om én specifik konflikt eller bandekrig på tværs af Øresund. Et mere sandsynligt scenarie er, at kriminelle danske grupperinger hyrer atypiske håndlangere til at ramme deres modstandere. »De unge svenskere, som er kommet til Danmark, er ikke registrerede bandemedlemmer og er højst kendt af politiet for småting. De er ikke hærdede kriminelle. Det generelle billede, vi ser, er, at der er tale om nogle skrøbelige, unge mennesker,« siger Torben Svarrer. De bliver rekrutteret med løfter om penge og anerkendelse, tilføjer han: »Vi har set tilbud om, at nogle former for kriminalitet giver 200.000 kroner og op. Det handler om personfarlig kriminalitet, typisk drab. Men man skal ikke forstå det sådan, at der bliver lagt en prisliste ud.« Den ledende NSK-politiinspektør betoner, at der ikke er noget nyt i, at kriminelle udnytter »såkaldte stik-i-rend-drenge til det beskidte arbejde«. »Men vi ser nu en lidt anden form for rekruttering, fordi de unge er sårbare og for eksempel er placeret uden for deres hjem og har behov for måske både penge og anerkendelse. Det er min tolkning, men jeg står ikke helt alene med den,« siger Torben Svarrer. David Sausdal, kriminolog ved Lunds Universitet, har fulgt sagerne om de unge svenske mænd og forklarer bølgen med en kombination af købmandslogik logik og voldskultur. Det samlede kriminelle miljø i Sverige har – ifølge en vurdering fra svensk politi i 2024 – nået et svimlende antal på godt 60.000 personer med tilknytning til det. Til sammenligning havde dansk politi ved udgangen af marts 2024 registreret 1.252 rockere og bandemedlemmer. Med den volumen har bandemiljøet i Sverige nået et omfang, hvor visse grupperinger eller enkeltindivider tilbyder kriminelle services til andre kriminelle – det kan eksempelvis være at udføre bestilte attentatforsøg i Danmark, forklarer David Sausdal. »Det handler om, at de unge mænd gør det for penge, men også fordi de lever i en subkultur, hvor den form for handling værdsættes ikke bare økonomisk, men også kulturelt,« siger kriminologen: »Det helt store problem i Sverige er den udbredte vilje til vold, der er i svenske kriminelle miljøer, og som driver kriminaliteten yderligere frem. Den handler ikke nødvendigvis om, at man skal opnå et mål, men at volden er blevet et mål i sig selv.« Sagerne mod de ti mistænkte svenskere, som er blevet pågrebet i løbet af de seneste fire måneder i Danmark, vækker opsigt. Men der er også tidligere eksempler på, at kriminelle fra Sverige deltager i konflikter i den danske underverden. I 2020 blev fem mænd fra Sverige dømt for et dobbeltdrab begået på en parkeringsplads ud for boligbyggeriet Sennepshaven i Herlev, hvor de skød med en automatriffel mod en bil og dræbte to mænd på 21 og 23 år, mens et tredje offer slap med livet i behold. Tre af de fem blev idømt livstid i fængsel, mens de to sidste, som begge var 17 år på gerningstidspunktet, fik historiske domme på 20 års fængsel, fordi drabene blev vurderet at være en del af et kriminelt opgør. Og fordi de på grund af deres unge alder ikke kunne idømmes livstid. Ligeledes i 2020 blev to svenske mænd kendt skyldig i at stå bag den voldsomme eksplosion, der i 2019 forvoldte stor skade på Skattestyrelsens bygning i København. Et egentligt motiv blev ikke afdækket, men ifølge anklagemyndigheden kan de to have været hyret af personer i Danmark til at udføre forbrydelsen. Nabo til smykkehandler tidligere ramt Mandag denne uge var gerningsmanden tilsyneladende flygtet ind i Frederiksberg Svømmehal, hvor politiet fandt to pistoler, en semiautomatisk og en revolver. Den formodede gerningsmand blev fremstillet tirsdag formiddag i grundlovsforhør i Retten på Frederiksberg. En ung mand med kort pandehår, arabisk udseende og navn, iført blå T-shirt og med et dunet overskæg. Gennem en svensk tolk ved sin side nægtede han sig skyldig i sigtelsen for besiddelse af de to skydevåben og for forsøg på manddrab. Dommeren lukkede herefter dørene for offentligheden af hensyn til politiets videre efterforskning af sagen. Før dørlukningen betonede anklageren, at der er tale om »en meget alvorlig sigtelse, og vi er slet ikke i tvivl om, at den sigtede, hvis han står bag det her, ikke står bag det alene. Så vi efterforsker yderligere gerningsmænd«. Den 18-årige, som blev ramt af skud i maveregionen inde i smykkebutikken, er uden for livsfare. Motivet til at skyde ind i smykkebutikken er uklart. Men det er ikke første gang, netop denne strækning af Falkoner Allé i hjertet af Frederiksberg er gerningssted for et skudattentat. I januar 2022 gik det ud over bagelbutikken, som ligger klos op ad smykkehandleren Calisto. Butiksejeren, en 47-årig mand, blev dengang ramt, men fik livreddende førstehjælp og overlevede. Gerningsmanden blev aldrig fundet. Og siden har bagelbutikken skiftet ejer. Den nye ejer, Mohammed Salah, fortalte tirsdag til Berlingske, at han var på arbejde, da skyderiet mod naboen Calisto fandt sted. »Jeg er meget utryg over det her,« siger ejeren af bagelbutikken: »Der var også skyderi i min sandwichbutik for to år siden. Det er ikke mere end fire måneder siden, jeg overtog butikken, og forretningen er gået rigtig godt. Så sker det her. Så jeg er sgu meget utryg«. https://www.berlingske.dk/samfund/skyderi-paa-frederiksberg-vaekker-bekymring-for-bestilte-attentatmaend-fra